Betaling Betaling
Her er du: Forside
Storbyferie: 

Prag 3

PRAG´s TOP 10

- Skal du besøge Prag for første gang, er det din pligt at se og opleve de vigtigste af Prags seværdigheder.

Men det er også ferie...... så der skal være tid til at nyde hver enkelt af seværdighederne. Derfor nyd byen i dit tempo og gem så hellere en af de fine oplevelser til din næste ferie i Prag. Det er nemlig det eneste du kan være sikker på.....Et besøg i Prag bliver en tilbagevendende begivenhed.

 

1) KARLSBROEN

Prags hjerte er Karlsbroen med et evigt pulserende liv hvor malere og jazzmusikere skaber en god stemning og en livlig atmosfære. Den 650 år gamle bro, som krydser floden Moldau er  516 meter lang og er udsmykket med 30 statuer og skulpturer af katolske helgener. Indtil 1741 var Karlsbroen den eneste mulighed for at krydse Moldau – eller Vltava, som den hedder på tjekkisk. Byggeriet af den nuværende bro blev sat i gang af kejser Karl 4. i 1357, men først i begyndelsen af det 15. århundrede stod den færdig. Begge brotårne kan bestiges, og der er en glimrende udsigt fra toppen til Prags store borg og de gamle pastelfarvede bygninger langs floden.

 

2) RÅDHUSET & DET ASTRONOMISKE UR

Det gamle rådhus i Prag samler hver time en stor mængde af turister, som vil opleve Det Astronomiske Ur i fuld vigør. En sjov og interessant oplevelse hvor man ser små figurer bevæge sig ud af klokken for at proklamere,at der er gået endnu en time. Uret blev konstrueret i 1400-tallet og færdiggjort i 1490 af Mester Hanus. For ham blev prisen for opgaven høj – han fik nemlig stukket øjnene ud på byrådets ordre, så han ikke kunne gentage sit mesterværk et andet sted. Det lykkedes imidlertid for Hanus at ødelægge uret inden sin død, så det stod stille mange år efter.

 

3) BORGEN HRADKANY

Borgen Hradkany er måske det nærmeste man kommer på et varetegne for Prag. Borgen troner højt og flot på højdedraget nord for Moldau-floden. Gennem mere end 1000 år har den været hjemsted for statsoverhoveder, senest den tjekkiske præsident. Borgen er fra 870 og har levet en turbulent tilværelse. Under blandt andet Trediveårskrigen skete der store skader på bygningsværket. Borgen blev genopbygget af dronning Maria Theresia af Østrig i det 18. århundrede, og derfor er slottet i dag udadtil præget af den tids nyklassicistiske stil med streng symmetri og rene, lige linjer.

 

4) VACLALVSPLADSEN

Václavspladsen er centrum for det moderne Prag med Sexshows og arkadeshopping "side by side". Hvor det om dagen er et populært forretningsområde, er det om natten et sted, der tiltrækker gadevekselerere, alfonstyper og piger til salg – men også gæster til det eksperimenterende Laterna Magika-teater. Pladsen med den aflange form, minder nærmest om en boulevard. Den har dannet ramme om flere historiske begivenheder - bl.a. blev Tjekkoslovakiets selvstændighed udråbt her i 1918 ligesom Anden Verdenskrigs slutning blev offentliggjort her i 1945, Fløjlsrevolutionen mod det kommunistiske styre begyndte i 1989. Mere fredelige begivenheder tæller jule- og påskemarkeder hvert år.

 

5) KRUDTTÅRNET

Krudttårnet er en af de bedste steder i Prag  til at nyde udsigten over byen. Oprindeligt var Krudttårnet én af i alt 13 indgange i bymuren til den gamle by, men i dag står tårnet alene tilbage ved siden af Folkets Hus. Tårnet er oprindeligt fra 1200-tallet, og fik sit navn i 1600-tallet, da det blev brugt til opbevaring af krudt. Det er 65 meter højt, og i 44 meters højde er der en skøn udsigtsterrasse.

 

6) DET "DANSENDE HUS"

Uden tvivl Prags mest særprægede bygning. Tancici dum med tilnavnet Fred og Ginger – eller Det Dansende Hus – er samtidig en af de mest interessante og moderne bygninger i Prag. Bygningen er opført i 1992-1996, opkaldt efter danseparret Ginger Rogers og Fred Astaire og er tegnet af Vlado Milunic fra Slovenien og den canadiskfødte stjernearkitekt Frank O. Gehry. Gehry er blandt andet også kendt for Guggenheim Museet i Bilbao. I kuplen på 7. etage findes en eksklusiv fransk restaurant.

 

7) SKT. VITUS KATEDRALEN

Sankt Vitus-katedralen er den største og vigtigste kirke i Tjekkiet og sæde for Prags ærkebiskop. Kirken ligger som del af Prags borg i den tredje borggård. Arkitektonisk er kirken en blanding af flere stilarter som følge af renovering og tilføjelser, men den gotiske stil med dens skarpe, spidse kanter og himmelstræbende spir dominerer. Oplev den enorme plads indvendig med 33 meter til loftet, se de imponerende mosaikker og det smukt udsmykkede St. Wencel Kapel. I kirkens tårn findes en udsigtsplatform i 80 meters højde.

 

8) PETRIN HØJEN

På toppen af Petrin-højen troner et lille Eiffeltårn, som blev opført i 1891 til en stor landsudstilling. Det er en minikopi af det oprindelige Eiffeltårn i Paris, men kun en femtedel så højt, nemlig 63,5 meter. Til gengæld ligger dets top i samme højde over havet som det i Paris, da højen er 318 meter. Man kan enten vandre til toppen eller tage med kabelbanen. Oplev også spejllabyrinten, som blev opført til samme landsudstilling, og Hunger-muren, der deler højen i to og blev opført i 1360-1362 under Karl 4. som et forsvarsværk.

 

9) ZIZKOVSKA VEZ

Et fjernsynstårn, der ligner en rumraket eller et overdimensioneret våben fra en science fiction-film. Fjernsynstårnet i Prag stod først færdigbygget i 1992 – alt for sent til at tjene sit oprindelige formål: at forstyrre de vesttyske tv-transmissioner. Til gengæld har det efter koldkrigens slutning givet folk mulighed for at få en smuk udsigt over Prag – både fra restauranten, der ligger i 66 meters højde, eller fra udsigtsplatformen, som ligger 93 meter oppe. Selve tårnet er 216 meter højt og ligger i Mahlerovy sady-parken, ca. 20 minutters gang fra Václavspladsen.

 

10) DEN JØDISKE KIRKEGÅRD

Den jødiske kirkegård er en af de mest interessante seværdigheder i Prags jødiske kvarter, Josefov. Kirkegården blev grundlagt i første halvdel af 1400-tallet og var i brug frem til 1787, hvor den løb tør for plads - grave må ifølge den jødiske tro ikke sløjfes. En del af den jødiske tradition er, at man lægger små sten på gravene i stedet for blomster, og det holdes stadig i hævd. Som mand får man udleveret hovedbeklædning, så besøget på kirkegården kan ske i overensstemmelse med jødisk tro.











Online Booking

Europas   -   Lindevej 1   -   6630 Rødding   -   Tlf. 70 11 77 77   -   info@europas.dk Intern1 ApS
Besøg også: Grand Prix Tours - Øster Lindet Rejser
Rejsemål:  Barcelona - Berlin - Budapest - Paris - Prag - Rom - Stettin